Den Underskrevne har, efter en Tøven udstrakt over flere Aar og omsider alene overvundet ved Trykket af en indre Nødvendighed, hvori han ikke længere staaer frit til at modstaae, besluttet at paabegynde Udgivelsen af et philosophisk Tidsskrift, hvoraf nærværende Hefte er det første.

Læseren vil maaskee løfte sit Bryn. Han vil mindes, at den meest distingverede af vore litterære Mænd, Professor Heiberg, undertog et lignende Foretagende for nogle syv Aar siden, og at Foretagendet, efter at have udsendt to Numre, da ophørte; og han vil sige til sig selv, med hiin Forsigtighed, der er det dannede Publikums fornemste Pryd: kunde Professoren ikke opretholde et saadant Tidsskrift, hvem er da N. N., at han skulde formaste sig til det? Jeg foregriber Indvendingen. Jeg har overveiet den, før Læseren har havt Anledning til at reise den, og jeg har sluttet — med hvilken Ret Læseren skal dømme — at min Stilling er væsentligt forskjellig fra Professorens.

Professor Heibergs Perseus var et Tidsskrift, hvori Professoren foreslog at belære sine Læsere. Dette var et ædelt Foretagende, eminent skikket til Professorens Gaver; det mislykkedes ikke ved nogen Mangel hos ham, men ved den beklagelige Omstændighed, at Læserne, havende været belærte i en Aarrække fra forskjellige andre Kanter, fandt sig omsider ude af Stand til at optage videre Belæring i den Hastighed, hvori Professoren ønskede at uddele den. Tidsskriftet indstillede derfor sin Udgivelse.

Nærværende Tidsskrift foreslaaer derimod, at dets Læsere skulle belære Udgiveren. Dette er et Foretagende, hvortil jeg er enestaaende qualificeret, idet jeg i Overflod besidder den ene Egenskab, det fordrer, nemlig en Uvidenhed om de Sager, hvorom jeg foreslaaer at lade mig instruere; og idet jeg ogsaa, i nogen Maade, besidder hiin secundære Egenskab, uden hvilken den første er uden Brug, nemlig en Villighed til at tilstaae Uvidenheden og at offentliggjøre Tilstaaelsen. Jeg formoder, at det dannede Publikum vil indrømme det Sømmelige i Indretningen. Det forrige Tidsskrift bad Publikum at modtage, hvad Udgiveren havde at give; nærværende Tidsskrift beder Publikum at give, hvad Udgiveren ikke kan levere. Det er, vover jeg at tænke, en meer billig Fordeling af den philosophiske Undersøgelses Byrder, end nogen hidtil er bleven forsøgt i vor Litteratur.

De fire Hefter af det første Bind ville fremkomme qvartaarligt. Hvert Hefte vil indeholde, foruden saadanne Artikler, som Udgiveren skal have været i Stand til at affatte mellem Hefterne, en Correspondance-Afdeling, hvori Svarene fra dem, der have paataget sig at instruere Udgiveren, ville blive optrykte (med deres Tilladelse, og med saadanne Rettelser, som de maatte have foreslaaet for Udgiverens forudgaaende Bemærkninger); en Boganmeldelses-Afdeling, hvori Værker af philosophisk Vigtighed skulle behandles; og en Notice om forestaaende Indhold, der angiver de Sager, der skulle optages i det næste Hefte, paa det at Udgiverens Correspondenter kunne forberede deres Bidrag i god Tid.

Jeg afslutter, som Skik er, med Udtrykket af mine Forhaabninger til Foretagendet. De ere, kortelig: at flere af mine Samtidige, der selv have erklæret, i Dagens offentlige Organer, at de ere gaaede ud over Hegel, ville bevæges ved nærværende Indbydelse til at meddele mig, i den simplest mulige Form — en enkelt telegraphisk Notits i Form af en categorisk Bestemmelse — det præcise Sted, hvortil de ere gaaede; at jeg, ved Samlingen af disse Notitser over de fire Hefter af det første Bind, skal naae til en synoptisk Oversigt over Kongerigets philosophiske Tilstand; og at jeg, paa Grundlag af denne synoptiske Oversigt, skal, med mine Correspondenters Bistand, omsider opnaae hiin Forstaaelse af vor Tids speculative Tænkning, der saa længe har undgaaet mig. Forhaabningerne ere ubeskedne. Jeg optegner dem alene paa det at Læseren maa dømme, ved Slutningen af de fire Hefter, om de ere blevne opfyldte.

Nicolaus Notabene

Det er ikke givet enhver Tidsalder at have Mænd, der ere gaaede ud over Hegel. Tidsalderen forud for vor havde Hegel selv, men, havende ham, havde den ingen Mand, der var gaaet ud over ham; og Tidsalderen forud for den, havende ingen Hegel overhovedet, manglede, ved en aabenbar Nødvendighed, enhver Mand, der kunde være gaaet ud over ham. Vor egen Tidsalder er den første i Verdens Historie, der besidder denne sælsomme Distinction. Vi have Mændene. De ere iblandt os. De vandre Hovedstadens Gader; de bekjæde Embeder ved Universitetet og andetsteds; de udgive i Tidsskrifterne; de ere, i deres egne Udtalelser om sig selv, gaaede ud over.

Om Faktum af deres Hindenforgang kan der ingen Tvivl være. De have vidnet om det; deres Vidnesbyrd staaer paa Tryk; den dannede Læser af de daglige Aviser kan ikke have undgaaet at møde det. Om Retningen af deres Hindenforgang imidlertid — om Bestemmelsesstedet, hvortil de, ved Hindenforgangens Handling, ere ankomne — have de offentlige Organer, til nærværende Forfatters Beklagelse, leveret mindre Oplysning, end han kunde ønske. Han har læst Vidnesbyrdene. Han har læst dem med den Opmærksomhed, der sømmer sig Documenter af saadan Vigtighed. Han har, i mange Tilfælde, afskrevet dem i en Notitsbog, som er forbeholdt dette Brug. Og han har, ved Slutningen af sin Læsning, fundet sig i Besiddelse af følgende Stykke Oplysning: at flere af hans Samtidige ere gaaede ud over Hegel. Hvor, hvorledes, til-hvad, fra-hvad — disse Enkeltheder har han ikke været i Stand til at uddrage af Vidnesbyrderne, omendskjønt Vidnesbyrderne selv ere veltalende og, i deres almindelige Indtryk, overbevisende.

Den Underskrevne tilskriver ikke denne Mangel paa Detail nogen Uvillie hos Vidnerne. Han forudsætter tværtimod, at Vidnerne i deres egne Sind have de fornødne Enkeltheder i Fuldstændighed, og at hvad der mangler, er alene Communicationens Medium. Den offentlige Presse er en hastig Sag; Spalterne ere korte; en redactionel Frist tillader ikke altid den philosophiske Fremstilling, Sagen fordrer. Det er netop for at afhjelpe denne Mangel paa Medium, at nærværende Tidsskrift er bleven stiftet. Dets Spalter staae til Disposition for enhver af de Hindenforgaaede. Dets Udgiver vil trykke, uden Rettelse eller Commentar, enhver Communication modtaget fra hvilkensomhelst Part, naar den alene svarer til følgende beskedne Specification:

En Erklæring, i Form af en categorisk Bestemmelse, navngivende det Standpunkt, hvortil Vidnet er gaaet ud over Hegel, og angivende, i ikke færre end ti og ikke flere end hundrede Ord, det fornemste Træk, hvorved dette Standpunkt skal adskilles fra Hegels eget Standpunkt.

Specificationen er, vover Udgiveren at mene, en moderat een. Den fordrer ikke af Vidnet at retfærdiggjøre hans Hindenforgang. Den fordrer ikke af ham at demonstrere det nye Standpunkts Overlegenhed. Den fordrer ikke af ham at gjendrive Hegel. Den fordrer alene, at han navngiver Standpunktet og angiver eet Træk, hvorved det nye Standpunkt adskilles fra det gamle. En Mand, der er gaaet fra Kjøbenhavn til Roskilde, vil, naar han spørges hvorhen han er gaaet, sige »til Roskilde«; han vil, om man trænger ham om endnu een Detail, angive at Roskilde ligger vesten for Kjøbenhavn og besidder en Domkirke. Udgiveren beder ikke meer af sine Correspondenter end denne Roskilde-Reisende beder. Han beder om Bestemmelsesstedet og eet skjelnende Træk.

Udgiveren foregriber to Klasser af Indvending.

Den første Klasse vil hævde, at Anmodningen er formastelig, at de Hindenforgaaede skylde ingen Privatperson Beretning om deres Reiserute, og at Udgiveren ved selve sin Spørge-Handling har demonstreret sit eget Standpunkts Utilstrækkelighed til at modtage Svaret. Til denne Klasse af Indvending kan Udgiveren alene svare, at han i den ovenstaaende redactionelle Erklæring frit har erkjendt sit Standpunkts Utilstrækkelighed, og at Anmodningen ikke gjøres i Trods mod Utilstrækkeligheden, men i Følge af den. En Mand, der vidste Svaret, vilde ikke behøve at spørge. Udgiveren veed det ikke; derfor spørger han; derfor er hans Spørgen netop et Stykke Bevis til Støtte for Anmodningen frem for imod den.

Den anden Klasse vil hævde, at Anmodningen er philosophisk upassende, at en categorisk Bestemmelse af eens Standpunkt er uforenelig med Standpunktets dialectiske Bevægelse, og at at fixere det Hindenforgaaede i en enkelt Formel vilde være at forfalske det. Til denne Klasse kan Udgiveren alene svare, at Formelen ikke behøver at betragtes som fixeret for noget længere Tidsrum end Øieblikket af dens Offentliggjørelse; Vidnet staaer fuldkomment frit til at tilbagekalde den i det næste Hefte, og at substituere en ny Formel, og at tilbagekalde den nye Formel i Heftet derefter. Udgiveren paatager sig at trykke alle saadanne Tilbagekaldelser og Substitutioner uden Commentar. Hvad han beder om, er alene, at Vidnet tillader ham, paa et hvilketsomhelst givet Øieblik, at vide eet Stykke; Vidnet staaer frit til at gjøre dette ene Stykke til en anden Sag paa hvert paafølgende Øieblik.

Udgiveren afslutter med følgende practiske Notits. Correspondance bestemt for det næste Hefte bør naae Udgiveren senest den første Februar. Den kan adresseres c/o Forlæggeren. Udgiveren beklager, at han ikke staaer i Stand til at honorere sine Correspondenter for deres Bidrag, idet Tidsskriftet er en Gjerning af philosophisk Kjærlighed snarere end af Handel; han forpligter sig dog til at trykke hvert Bidrag i den Form, hvori det modtages, og at forsyne Bidragyderen med to Friexemplarer af det Hefte, hvori hans Bidrag fremkommer.

N. N.

Ordet Mediation har, i det forløbne Decenniums philosophiske Litteratur, vundet en Stilling af saadan Anseelse, at intet Postulat kan formuleres, ingen Vanskelighed kan reises, ingen Indvending kan nedlægges uden umiddelbar Tilflugt til det. Forekommer en Vanskelighed uløselig, skal den medieres. Forekomme to Postulater modsigelige, skulle de medieres. Mislykkes en Tilhører i at forstaae en Lære, skal Læren medieres med hans Forstaaelse. Findes Læren selv at være dunkel, skal Dunkelheden medieres med Klarhed. Ordet udfører i vor Philosophie et Embede nogenlunde lignende det, som Sesam, luk Dig op udfører i den orientalske Fortælling: det aabner enhver Dør, der stilles foran det, idet det fordrer hverken Nøgle, Dirken, eller nogensomhelst Anstrengelse fra Brugerens Side hinsides den blotte Udtale af Stavelserne.

Jeg er, Læseren vil slutte, ingen Mester i Ordets Brug. Jeg optegner dette med Beklagelse snarere end med Stolthed. Jeg har ved meer end een Anledning fundet mig i Besiddelse af to Postulater, der forekom mig uforenelige, og har forsøgt — i det oprigtige Ønske at deeltage i min Tidsalders philosophiske Samtale — at mediere dem. I hvert Tilfælde har Experimentet mislykkets. Postulaterne ere forblevne haardnakket i Besiddelse af deres Uforenelighed; Handlingen at udtale Ordet Mediation over dem har frembragt ingen mærkbar Virkning; jeg har omsider været tvungen til at lægge Sagen til Side og at leve, saa godt jeg kunde, med to Postulater i uforsonlig Modsætning. Denne Erfaring, gjentaget tilstrækkeligt, har ledet mig til at formulere en lille Undersøgelse, jeg nedlægger for Læseren.

Undersøgelsen er denne. Er Mediation en Procedure, eller er det et Navn for et Resultat? Er det en Procedure, da maa det være muligt at specificere de Trin, hvoraf Proceduren bestaaer, de Vilkaar, hvorunder Proceduren er anvendelig, og de Criterier, hvorved en lykkelig Udførelse af Proceduren skal adskilles fra en mislykket. Er det et Navn for et Resultat, da maa det være muligt at specificere Resultatet selv, i Vendinger, der ikke forudsætte selve den Procedure, som Navnet skal betegne. I intet af Tilfældene, vil Læseren see, kan Undersøgelsen besvares ved den blotte Gjentagelse af Ordet.

Jeg har rettet Undersøgelsen til flere af mit philosophiske Bekjendtskab. De Svar, jeg har modtaget, falde i tre Klasser. Den første Klasse bestaaer af dem, der have svaret, at Undersøgelsen røber et lavere Standpunkt, eftersom Spørgsmaalet ved det høiere Standpunkt ikke opstaaer. Til dette Svar har jeg svaret, at Spørgsmaalet, som en Sag faktisk, opstaaer for mig, og at det høiere Standpunkts Uhjelpsomhed i ikke at have Spørgsmaalet er, for mig ved det lavere Standpunkt, ingen Trøst. Samtalepartnerne af denne Klasse have ikke trængt videre paa Sagen.

Den anden Klasse bestaaer af dem, der have svaret, at Mediation skal forstaaes ikke som en Procedure eller som et Navn for et Resultat, men som det speculative Begreb selv i sin selv-realiserende Bevægelse. Til dette Svar har jeg svaret, at det forekommer mig at være en tredie Mulighed, jeg ikke havde overveiet, og at jeg er villig til at overveie den; men at jeg vilde være forbunden, om min Samtalepartner vilde levere, foruden Formelen, et Exempel paa Begrebets selv-realiserende Bevægelse, som den faktisk har forekommet i et eller andet Tilfælde, paa det jeg kunde danne mig et Billede af, hvad der beskrives. Samtalepartnerne af denne Klasse have ved enhver Anledning svaret, at Leveringen af et Exempel vilde være uphilosophisk, eftersom Begrebets Bevægelse ikke skal reduceres til Enkeltheder. Jeg har heller ikke trængt videre paa Sagen med dem.

Den tredie Klasse bestaaer af dem, der have svaret, med en Aabenhjertighed jeg optegner med Taknemmelighed, at de selv ikke nøiagtigt forstaae, hvad Mediation er, men at de bruge Ordet, fordi alle andre gjøre det, og fordi Samtalen ikke kan føres uden det. Dette Svar, omendskjønt skuffende i sin Substans, har for mig været det langt meest opbyggelige af de tre; thi det har bekræftet mig i en Mistanke, jeg havde tøvet med at nære, nemlig at Ordet, i Talen hos mange af dem, der bruge det, udfører ikke et philosophisk men et alene socialt Embede, signaliserende Talerens Medlemskab i Tidsalderens philosophiske Samtale snarere end meddelende noget bestemt Indhold. Er denne Mistanke rigtig, skal Ordet ikke klassificeres med saadanne Vendinger som Substans og Aarsag, hvilke den ældre Philosophie brugte i veldefinerede Betydninger, men med saadanne Vendinger som Aarstiden og Situationen, hvilke den dannede Taler benytter i Salonerne for at antyde, at han er een af Selskabet uden at forpligte sig til noget i Særdeleshed.

Jeg er villig til at lade mig rette. Nærværende Tidsskrifts Spalter ere aabne. Enhver af de Hindenforgaaede, der er i Besiddelse af en bestemt Forklaring af Mediation — en Procedure, et Resultat eller en tredie Mulighed — indbydes til at levere Forklaringen skriftligt, og Udgiveren vil trykke den, og Udgiveren vil, ved Modtagelsen af en Forklaring han kan forstaae, tilbagekalde nærværende Artikel i det næste Hefte med en offentlig Beklagelses-Yttring for at have reist Spørgsmaalet.

N. N.

Hvori Udgiveren optrykker saadanne Svar, som han har modtaget paa de Spørgsmaal, der bleve offentliggjorte i det redactionelle Circulær af October 1844, distribueret forud for nærværende første Hefte til de af hans Samtidige, der i de offentlige Organer have erklæret sig at være gaaede ud over Hegel.

No. 1. Fra Magister O., en forhenværende Discipel af Professor M——n., for Tiden forelæsende ved Universitetet i den speculative Dogmatiks Felt.

Ærede Collega, Deres Circulær har naaet mig, og jeg har skjenket det den Overveielse, dets Vigtighed fordrer. Jeg beklager, at jeg paa nærværende Øieblik ikke staaer i Stand til at levere den categoriske Bestemmelse, De anmoder om, eftersom det Standpunkt, hvortil jeg er ankommen i at gaae ud over Hegel, selv er i Bevægelse, og en Bestemmelse fastsat paa denne Dato vilde allerede være superseret ved Datoen for Deres Udgivelse. Jeg beder Dem derfor at modtage følgende foreløbige Svar: at det Standpunkt, hvortil jeg er gaaet, er det Standpunkt, hvorved Nødvendigheden af at gaae videre end Hegel selv bliver gjennemsigtig. Jeg tiltro, at dette vil være tilstrækkeligt for Deres nærværende Formaal; skulde De fordre yderligere Specification, skal jeg med Glæde levere den i en fremtidig Communication, naar Standpunktet har havt Tid til at stabilisere sig. Med broderlige Hilsener, Mag. O.

Udgiverens Svar, optrykt paa Correspondentens Anmodning:

Ærede Magister, Jeg er taknemmelig for Deres Communication og beder Dem at overbringe Standpunktet, naar De næste Gang møder det, Udgiverens Ønske om, at det stabiliserer sig saa snart, som det er beqvemt. Jeg vover, i Mellemtiden, at optegne, at jeg endnu ikke forstaaer Deres foreløbige Formel; thi det Standpunkt, hvorved Nødvendigheden af at gaae videre end Hegel bliver gjennemsigtig, vilde synes at være Hegels eget Standpunkt, paa Forudsætningen, at Nødvendigheden af at gaae videre er intern i Hegels System, i hvilket Tilfælde De ikke er gaaet ud over ham; eller det vilde synes at være et Standpunkt eksternt for Hegel, i hvilket Tilfælde jeg vilde være forbunden for nogen Antydning af, hvor, eksternt, det er. Jeg optegner Vanskeligheden til Deres videre Overveielse. N. N.

No. 2. Fra Cand. theol. R., der har udgivet i de periodiske Organer en Artikel betitlet »Hindsides det Hegelianske Standpunkt«.

Hr., Deres Circulær overrasker mig. De Sager, hvorom De forespørger, ere blevne behandlede in extenso i min nylige Artikel i Maanedsskriftet, hvortil jeg beder mig henvist. Skulde De, efter at have læst Artiklen, beholde nogen Vanskelighed, skal jeg staae til Deres Tjeneste. Cand. R.

Udgiverens Svar:

Ærede Candidat, Jeg har, ved Modtagelsen af Deres Brev, anskaffet og læst Deres Artikel i Maanedsskriftet. Jeg optegner med Beklagelse, at jeg ikke har været i Stand til at uddrage af den den anmodede categoriske Bestemmelse. Artiklen indeholder mange Passager af betydelig Elegance; den citerer Hegel ofte og ved Længde; den angiver i sin afsluttende Paragraph, at Forfatteren er gaaet ud over Hegel. Det Standpunkt, hvortil Forfatteren er gaaet, er imidlertid ikke navngivet i Artiklen. Jeg har gjenlæst Artiklen to Gange. Jeg har gjenlæst den afsluttende Paragraph fire Gange. Standpunktet, om det er i Artiklen, har undgaaet mig. Jeg beder mig tilladt at gjentage den oprindelige Anmodning: til hvilket Standpunkt, navngivet, er De gaaet? Jeg fordrer ikke Artiklen, men Navnet. N. N.

Candidatens andet Svar:

Hr., Jeg er ikke vant til at blive spurgt to Gange. Standpunktet er i Artiklen. Har De ikke fundet det, har De ikke læst opmærksomt. Jeg gjentager mig ikke. Cand. R.

Udgiverens Note: Correspondancen med Cand. theol. R. er her stillet i Bero. Udgiveren optegner sit Haab om, at Candidaten i et fremtidigt Hefte vil gjenoptage den.

No. 3. Fra Pastor T., en ældre Geistlig fra et af Landsogene, der ikke selv har erklæret sin Hindenforgang fra Hegel, men som skriver som Reaction paa det redactionelle Circulærs videre Distribution.

Kjære Hr. Notabene, Jeg læste Deres Circulær igaar, idet jeg modtog det fra et Sognemedlem, der er Subscribent paa de forskjellige Tidsskrifter. Jeg er ikke selv gaaet ud over Hegel; jeg er, sandt at sige, ikke gaaet til Hegel, idet de Veie, hvorved man reiser fra et Landsogn, ere utilstrækkelige til et saa fjernt Bestemmelsessted. Jeg skriver alene for at udtrykke min Tilfredshed med, at Nogen i Hovedstaden omsider stiller det Spørgsmaal, De stiller. Jeg har i nogle Aar undret mig over, hvad Herrerne mene, naar de sige, at de ere gaaede ud over, og jeg har skammet mig ved at forespørge, eftersom Forespørgslen vilde have aabenbaret min egen Stilling, der er Katechismens. Deres Mod opmuntrer mig. Jeg skal subscribere paa Deres Tidsskrift. Pastor T.

Udgiverens Svar:

Ærværdige Hr., Deres Brev har opmuntret mig meer, end jeg vel kan udtrykke. Jeg trykker det med Deres Tilladelse, i Haabet om at andre Læsere i Deres Stilling ville drage af det den Opmuntring, jeg har draget. Katechismens Standpunkt er maaskee ikke det meest moderne i nærværende Dag; det har imidlertid den Fordeel at være et Standpunkt, man kan indtage uden Forvirring om, hvor man er. Jeg anbefaler det til de af mine Correspondenter, hvis egne Standpunkter have viist sig mindre lokaliserbare. N. N.

No. 4. Fra en anonym Correspondent, der underskriver sig alene som »En Subscribent«.

Hr. Udgiver, Tillad mig som en af det dannede Publikum at udtrykke min Utaalmodighed med den Linie af Forespørgsel, De har undertaget. De Mænd, der ere gaaede ud over Hegel, ere gaaede der; Publikum veed, at de ere gaaede der; Publikum er tilfreds. At fordre af dem et skriftligt Certificat for deres Bestemmelsessted, som De gjør, er at behandle philosophisk Bedrift, som om den var en Toldangivelse. Jeg beder Dem, i vor Litteraturs Værdigheds Navn, at standse. En Subscribent

Udgiverens Svar:

Hr., Jeg modtager Deres Indvending med den Alvor, den fortjener. Jeg er villig til at indrømme, at Toldangivelsen er en ydmyg Form. Jeg er imidlertid ikke villig til at indrømme, at philosophisk Bedrift er meer værdig end Tolden. Toldembedsmanden, spurgt hvorfra hans Reisende er kommen, er i Stand til at svare; den philosophiske Reisende, spurgt hvorhen han er gaaet, har i de fire Maaneder af mit Circulærs Distribution ikke været i Stand til at svare. Jeg foreslaaer dette ikke som en Sammenligning gunstig for Tolden. Jeg foreslaaer det alene som en Grund til min vedvarende Spørgen, i det værdige Haab, at noget Svar omsider vil blive modtaget. N. N.

No. 5. Fra Professor M——n., der har været saa god at svare paa Udgiverens særskilte Brev anmodende om et Bidrag fra hans egen Haand.

Min kjære Hr. Notabene, Deres Brev har naaet mig paa et Øieblik af betydelig Optagethed. Jeg er ikke i Stand til paa nærværende Tidspunkt at levere den Artikel, De anmoder om, idet min Tid er beskæftiget med Forberedelsen af min forestaaende dogmatiske Afhandling, hvis første Bind skal fremkomme i Efteraaret. Jeg er imidlertid i Stand til at antyde Dem, at Artiklen, naar skreven, vil behandle den christne Lærdoms speculative Betydning i sin nutidige Form, og at jeg forventer, at den vil gaae ud over Hegel i Retningen af en meer concret Mediation af det religiøse Moment. Jeg beder Dem at afvente Artiklen med Taalmod. Prof. M.

Udgiverens Svar:

Ærede Professor, Jeg modtager Deres Communication med den Taknemmelighed, der sømmer sig en saa distingveret Correspondent. Jeg skal afvente Artiklen med Taalmod og har i Mellemtiden indført den angivne Retning — en meer concret Mediation af det religiøse Moment — i Udgiverens Notitsbog over Standpunkter foreløbigt bekjendtgjorte. Jeg beder mig tilladt alene at spørge, til Udgiverens Underretning, hvorvidt concret her skal forstaaes i sin ældre Betydning (modsat abstract) eller i en eller anden nyere Betydning, som vor Tids speculative Tænkning maatte have skjenket det; og hvorvidt meer concret skal forstaaes som en comparativ Grad, i hvilket Tilfælde jeg vilde være forbunden for at vide, med hvilket mindre concret den sammenlignes. Jeg forventer, at Svarene paa disse Forespørgsler ville blive leverede i selve Artiklen, og skal ikke trænge dem i Forveien. N. N.

Hvori Udgiveren omtaler nylig udgivne Værker af philosophisk Vigtighed, samt visse endnu uudgivne Værker bekjendtgjorte til forestaaende Udgivelse, idet Bekjendtgjørelsen i Udgiverens Anskuelse er en Begivenhed af lige philosophisk Betydning som Udgivelsen selv.

*1. Magister O., Det fuldendte System. Første Bind: Indledning og Methodik. Bekjendtgjort til Efteraaret 1845. (Reitzel.)*

Det første Bind af, hvad der bekjendtgjøres som et fuldstændigt System, er endnu ikke fremkommet, men Bekjendtgjørelsen, værende fremkommet, kan anmeldes. Bekjendtgjørelsen lover, i et af Forlæggeren distribueret Circulær, at Værket vil levere den første systematiske Behandling i det danske Sprog af speculativ Philosophie i dens post-Hegelianske Form. Anmelderen staaer ikke i nogen Stilling til at dømme, hvorvidt Værket selv vil opfylde Løftet; han optegner imidlertid, at Bekjendtgjørelsen ikke specificerer, hvori den post-Hegelianske Form skal bestaae, og vover den Mening, at indtil denne Sag er afgjort, kan ingen første systematisk Behandling undertages med Tillid.

Et eiendommeligt Træk ved Bekjendtgjørelsen fortjener Notice. Den angiver, at Værket vil fremkomme i ikke færre end fire Bind, hvoraf det første skal indeholde Indledningen og Methodiken, det andet Logiken, det tredie Naturphilosophien og det fjerde Aandens Philosophie. Anmelderen iagttager, at denne Inddeling er i alle væsentlige Henseender identisk med Inddelingen antagen af Hegel i Encyclopädie, og er usikker paa, om Identiteten skal betragtes som Vidnesbyrd om Systemets post-Hegelianske Charakter eller som Vidnesbyrd om det modsatte. Han anbefaler Spørgsmaalet til Forfatteren, der uden Tvivl vil behandle det i det første Binds Methodik.

*2. Cand. theol. R., Hindsides det Hegelianske Standpunkt. (Artikel i Maanedsskriftet, December 1844.)*

Anmelderen har læst Artiklen. Han har læst den to Gange. Han har læst dens afsluttende Paragraph fire Gange. Han er ude af Stand til at opdage, i Artiklen, det Standpunkt, hvortil Forfatteren er gaaet ud over Hegel, og henviser Læseren til Correspondance-Afdelingen ovenfor for videre Enkeltheder. I Sagen om Artiklens Prosa kan Anmelderen optegne en utvivlsom Anbefaling: den er vel skreven. Anmelderen afholder sig fra en meer substantiel Dom, idet han har ingen Substans at dømme.

*3. Et logisk System, ved en unavngiven Forfatter af Kjøbenhavn. Bekjendtgjort til en eller anden uspecificeret fremtidig Dato. (Forlægger uspecificeret.)*

Anmelderen er bleven underrettet, af en Ven, der frequenterer de Saloner, hvori saadanne Sager drøftes, om at Et logisk System er under Forberedelse af en Forfatter, hvis Identitet endnu ikke skal offentliggjøres, og at Systemet forventes at gjøre alle tidligere Logiker forældede. Anmelderen har endnu ikke havt Anledning til at læse Systemet; han har alene været i Stand til at consultere Rygtet, og at bekræfte hos flere andre Personer, at Rygtet er, ja, i Omløb. Han optegner Bekræftelsen her som et Bidrag til vor Tids Litteraturhistorie. Et philosophisk Værk, der for Tiden alene existerer som et Rygte, er et Phænomen af betydelig Interesse; Anmelderen forbeholder den meer særlige Behandling deraf til et fremtidigt Hefte, naar Rygtet enten skal være bleven bekræftet ved Værkets Fremkomst eller gjendrevet ved dets Udeblivelse over et Tidsrum tilstrækkeligt til at fastslaae det negative.

*4. Det forestaaende andet Bind af Pastor Sophiensens Fire og Tyve Prædikener for de Dannede, der skal betitles Tolv Prædikener for den Selvtransscenderende Dannelse. Bekjendtgjort til Efteraaret 1845.*

Angaaende det første Bind vover Anmelderen ingen Dom, idet Værket er bleven udgivet af hans Collega Hr. Notabene i nærværende Qvartal og Anmelderen saaledes, ved den litterære Sømmeligheds Regler, er forpligtet til at frasige sig. Han bemærker alene, at det andet Bind, ved Magister Hegelius-Berlin, er bekjendtgjort som det førstes Supersedering; og at det tredie Bind, ved en endnu yngre Collega, er bekjendtgjort som det andets Supersedering; og at et fjerde Bind er i Overveielse. Anmelderen optegner sin Paaskjønnelse af den Høflighed, hvorved hvert Bind af Rækken leverer ved Foregriben det Standpunkt, hvorfra det selv skal superseres — en Høflighed, der sparer Læseren Arbeidet med Supersederingen, eftersom Supersederingen er bleven planlagt forud og betroet Skriften, og kan modtages passivt frem for udføres aktivt. Anmelderen speculerer over, at denne Methode, om generaliseret, kan transformere Hovedstadens litterære Oeconomie, ved at tillade Forfattere at udgive forud ikke alene deres Værker, men Demolitionerne af deres Værker, og derved concentrere Tidens hele kritiske Apparat i Bogtrykkeriet og lade det læsende Publikum frit til andre Beskjæftigelser.

*5. Lic. theol. T., Mediationens Anvendelse paa Sjelens Udødelighed. Bekjendtgjort til Nytaar 1846. (Schubothe.)*

Det forestaaende Værk af Lic. theol. T. foreslaaer ved sin Titel at anvende Mediations-Læren paa Spørgsmaalet om Sjelens Udødelighed. Anmelderen har ikke seet Manuscriptet; han er imidlertid bleven underrettet af en Collega af Forfatterens om, at Proceduren vil være følgende: de forskjellige Beviser hidtil anførte for Sjelens Udødelighed — det ontologiske, det cosmologiske, det moralske, det historiske og det consensuale — ville blive gjennemgaaede i deres klassiske Formuleringer; hvert vil blive viist at være, taget i Isolation, utilstrækkeligt; og et nyt Bevis vil blive construeret, hvis Form vil være, at Mediationen af de fem utilstrækkelige Beviser vil yde et sjette Bevis, der ved selve at være Mediationen vil besidde en Tilstrækkelighed, som ingen af de fem enkeltvis besad. Anmelderen afventer Værket med passende Interesse. Han iagttager alene, som en Forløber, at det foreslaaede sjette Bevis synes ham at fordre, for sin Conclusion, at Beviset for Sjelens Udødelighed skal være den eneste udødelige Sag i Systemet — en Conclusion, Forfatteren ved Overveielse maaskee ikke maatte ønske at antage. Anmelderen overlader Iagttagelsen til Forfatterens Reflexion og forbeholder den meer særlige Behandling til det Hefte af nærværende Tidsskrift, der vil følge efter Værkets Fremkomst.

*6. Dr. G., Forelæsninger over Statskirken og dens speculative Berettigelse. Bekjendtgjort til Foraaret 1846. (Universitetsboghandelen.)*

De Forelæsninger, hvorpaa Dr. G.s forestaaende Værk hviler, ble, Anmelderen er bleven underrettet, holdte i Universitetets Forelæsningssal i de forløbne to Semestre, til et Auditorium sammensat i nogenlunde lige Forhold af theologiske Candidater og af Lægfolk, der frequentere saadanne Forelæsninger som en Sag af dannet Vane. Forelæsningerne ere, efter alle Beretninger, blevne vel modtagne; Anmelderen har været i Stand til at consultere to Manuscript-Afskrifter, forberedte af Tilhørere, der adskille sig i visse Enkeltheder, og som Anmelderen ikke staaer i Stand til at forsone. Han indskrænker sig, i nærværende Notice, til følgende Iagttagelse. Forelæsningerne, som repræsenterede i begge Manuscript-Afskrifter, undertage at demonstrere, at Kongerigets Statskirke retfærdiggjøres ikke ved sin historiske Nedstamning fra den apostoliske Tid, ei heller ved Sandheden af sine Lærdomme som fremstillede i den Augsburgiske Bekjendelse, men ved sin Stilling som et Moment i Aandens speculative Bevægelse. Anmelderen er ude af Stand til at vurdere Demonstrationen uden den trykte Text foran sig; han iagttager alene, at de alternative Retfærdiggjørelser, som Demonstrationen erstatter, i Kirkens Praxis have været de Retfærdiggjørelser, hvorved dens Tjenere hidtil have trøstet de Døende, og at den nye Retfærdiggjørelse, omendskjønt utvivlsomt af philosophisk Interesse, maaskee ikke maatte udføre dette Embede med samme Virkning. Han overlader Sagen til Forfatterens Opmærksomhed, i den Tillid, at den trykte Text vil behandle den.

*7. Den christne Tro, paa Logikens Grundvold gjenfremstillet, ved en unavngiven Forfatter. Bekjendtgjort, i et Circulær distribueret ved Universitetsboghandelen, til en uspecificeret fremtidig Dato.*

Anmelderen har alene været i Stand til at erholde Circulæret. Circulæret bekjendtgjør, at Værket ved Anvendelsen af den speculative Logik paa den christne Tros fornemste Articler vil gjenfremstille Troen paa et Fundament, som den dannede Læser vil finde meer congeniel end det ældre Fundament leveret af Skriften og Symbolerne. Anmelderen tillader sig den Iagttagelse, at det ældre Fundament ikke, til nærværende Forfatters Kundskab, er bleven demoleret, og at at gjenfremstille en Tro, der allerede staaer paa et udemoleret Fundament, er at udføre en Operation, hvis Nødvendighed ikke er bleven fastslaaet. Han anbefaler Iagttagelsen til den unavngivne Forfatter, med Forsikringen om, at han staaer rede til at revidere den, skulde det trykte Værk levere en Demonstration af Nødvendigheden.

Anmelderen bemærker, som en yderligere Sag, at Circulæret er usigneret, og at Forlæggerens Navn er udeladt; Circulæret angiver alene, at Værket vil fremkomme paa en uspecificeret Dato. Anmelderen betragter Bekjendtgjørelsen af et usigneret Værk ved en unavngiven Forlægger paa en uspecificeret Dato som et Phænomen af philosophisk Interesse i sig selv, selv om Værket aldrig skulde fremkomme; thi Bekjendtgjørelsen er ved selve sin Ubestemthed — og Anmelderen tiltro, at den dannede Læser vil paaskjønne Formuleringens speculative Betydning — den rene Væren af en forestaaende Litteratur, der endnu ikke har bestemt sig til et særligt Værk, en Forfatter, en Forlægger eller en Dato, og som derfor exemplificerer, i Universitetsboghandelens Circulærs Spalter, netop hiin første Bestemmelse af speculativ Tænkning, som Systemet det forløbne Decennium har taget som sit Udgangspunkt. Anmelderen anbefaler Circulæret til den dannede Læsers Samling, i Tilliden til, at det over de kommende Aar vil vinde en Værdi paa det antiqvariske Marked, der svarer til dets nuværende philosophiske Interesse.

*8. Tidsskriftet Maanedsskrift for spekulativ Tankegang, bekjendtgjort til en uspecificeret Dato af et redactionelt Udvalg, hvis Medlemskab ikke er bleven aabenbaret.*

Anmelderen er paa det Sidste bleven underrettet om Existensen i vor Litteratur af et Antal philosophiske Tidsskrifter, der ere blevne bekjendtgjorte, men endnu ikke udsendte. Han har formodet det at være nærværende Tidsskrifts Embede at tage Notice af dem, paa det Princip, fremstillet i Afdelingens Overskrift ovenfor, at Bekjendtgjørelsen er en Begivenhed af lige philosophisk Betydning som Udgivelsen. Anmelderen har, i Forfølgelsen af dette Embede, forsøgt at erholde Bekjendtgjørelserne af de paagjeldende Tidsskrifter; han har lykkedes i tre Tilfælde, hvoraf Maanedsskrift for spekulativ Tankegang er eet; i de andre to har han været ude af Stand til at fastslaae, trods gjentagne Ansøgninger til Forlæggerne, hvorvidt Bekjendtgjørelserne overhovedet existere, eller hvorvidt de blot ere blevne rapporterede at existere af Venner, der have hørt om dem ved anden eller tredie Haand. Han indskrænker sig, i nærværende Notice, til det Tidsskrift, hvis Bekjendtgjørelse han har været i Stand til at erholde.

Maanedsskrift for spekulativ Tankegang vil fremkomme, underretter Bekjendtgjørelsen Læseren, maanedligt; dets redactionelle Udvalg er endnu ikke bleven constitueret, men forventes at bestaae af visse yngre Philosopher af Hovedstaden, hvis Navne ville blive meddelte i sin Tid; Bidragyderne ville indbefatte de Hindenforgaaede fra Hegel, hvis Communicationer til Hr. Notabenes nærværende Tidsskrift, paa Grund af nærværende Tidsskrifts Formats Begrænsninger, ikke have modtaget den Udvikling, de fortjene. Anmelderen betragter den sidstnævnte Klausul som en Høflighed og erkjender den med Taknemmelighed. Han iagttager dog, at de foreslaaede Bidragydere efter Bekjendtgjørelsens egen Beskrivelse ere de samme Correspondenter, hvis Bidrag til nærværende Tidsskrift han i Correspondance-Afdelingen ovenfor har fundet utilstrækkelige; og at Multiplikationen af de Steder, hvor deres utilstrækkelige Bidrag kunne trykkes, ikke i sig selv afhjelper Manglen. Anmelderen forbeholder Dommen, indtil Maanedsskriftets første Hefte fremkommer.

med Notitser om Indholdet af Hefterne II, III og IV, og en fornyet Indbydelse til Subscription

Udgiveren fremlægger nedenfor det projecterede Indhold af de tre resterende Hefter af det første Bind, i den Form, Indholdet har antaget paa nærværende Skrivelses Tidspunkt. Den dannede Læser vil paaskjønne, at Indholdet er projecteret snarere end lovet; Udgiveren har gjennem nærværende Hefte forpligtet sig til at holde aabne saadanne Veie, hvorved hans Correspondenter kunne meddele ham Materialerne for hans paafølgende Hefter, og Projectionen nedenfor maa forblive modtagelig for Revision i Lys af, hvad der modtages. Udgiveren forsikrer dog, at skulde Projectionen fordre Forandring, vil Forandringen blive meddelt Subscribenter ved en trykt Seddel distribueret med det Hefte, der umiddelbart gaaer forud for det berørte Hefte, paa det at Subscribenter ikke ville finde deres Forventninger skuffede uden behørig Underretning.

Andet Hefte, fremkommende i Nytaars-Qvartalet, April 1845

I. Fornyet Tiltale til Kongerigets Mænd, der ere gaaede ud over Hegel, indeholdende saadanne Rettelser og Forfining, som Udgiveren er bleven foranlediget til at foretage som Følge af de Svar, der ere modtagne paa nærværende Heftes Tiltale. Den fornyede Tiltale vil i Særdeleshed henvende sig til de af de Hindenforgaaede, der i at undlade at svare paa nærværende Hefte have leveret Udgiveren en Mængde indirecte Vidnesbyrd, som Udgiveren har paataget sig at fortolke paa den i hans Efterskrift nedenfor angivne Maade.

II. Om Hindenforgang som speculativ Operation: en Undersøgelse af den Mechanisme, hvorved et Standpunkt siges at supersere et andet, med særlig Opmærksomhed mod Spørgsmaalet, hvorvidt Operationen kan forekomme i Fraværet af et bestemt Bestemmelsessted. Undersøgelsen vil trække paa saadanne Exempler, som nærværende Heftes Correspondance har leveret, og vil paatage sig at formulere en almindelig Theorie om Supersedering-i-Fraværet-af-Bestemmelsessted, som Udgiveren foreløbigt har benævnt Aufhebung in vacuo.

III. Correspondance-Afdeling. Udgiveren gjentager sin staaende Indbydelse. Communicationer modtagne senest den første Marts ville blive overveiede til Optagelse i April-Heftet. Udgiveren benytter Anledningen til at underrette sine Correspondenter om, at Spalternes Begrænsninger, der gjaldt i nærværende Hefte, ville gjelde ogsaa i April-Heftet, og at Bidrag overskridende den foreskrevne Længde ville blive overveiede til Afdelingen Notitser om Communicationer Modtagne men ikke Trykte i Helhed, som Udgiveren vil indføre i April-Heftet, om Mængden af modtagne Communicationer berettiger dens Oprettelse.

IV. Boganmeldelses-Afdeling. Udgiveren forventer at være i Stand til i April-Heftet at anmelde flere yderligere Værker, hvoraf alene Bekjendtgjørelserne hidtil ere fremkomne, og muligvis et eller to Værker, hvoraf end ikke Bekjendtgjørelserne ere fremkomne, men som paalideligt er rapporteret at være i Overveielse. Han er i Særdeleshed bleven underrettet om et forestaaende Værk af en anonym Forfatter af Hovedstaden om Begrebet Angest i dets psychologiske Aspect, hvorom Anmelderen haaber at give nogen Beretning i April-Heftet; Værket er endnu ikke seet, men Bekjendtgjørelsen er, Udgiveren er underrettet, under Forberedelse.

V. Om Distinctionen mellem et Standpunkt og en Stiil, foranlediget af Udgiverens voxende Mistanke, at flere af hans Samtidige, der have erklæret sig at være gaaede ud over Hegel, faktisk ere gaaede ud over Hegel alene i Stilens Sager, idet deres Tænknings Substans forbliver, hvor den var. Artiklen vil undersøge, hvorvidt stilistisk Supersedering er tilstrækkelig til at constituere philosophisk Supersedering, eller hvorvidt et yderligere Criterium fordres.

Tredie Hefte, fremkommende i Sommer-Qvartalet, Juli 1845

I. Foreløbigt Resumé af de modtagne Svar i det første Halv-Bind, hvori Udgiveren vil tabulere, efter speculativt Indhold og efter stilistisk Register, saadanne Svar, som senest den første Juni ere blevne ham meddelte; Tabellen vil være krydsindexeret efter Vidnernes Navne og vil, haaber Udgiveren, levere den dannede Læser en synoptisk Oversigt over de Hindenforgaaede, som intet andet Instrument af vor Litteratur hidtil har leveret.

II. Om den telegraphiske Notits som speculativ Form, foranlediget af Udgiverens Iagttagelse, at flere af hans Correspondenter i at undlade at sende en telegraphisk Notits i Form af en categorisk Bestemmelse i Stedet have sendt en betydelig længere Notits i en Form, der hverken er telegraphisk, categorisk eller bestemt. Artiklen vil undersøge, hvorvidt den telegraphiske Notits ved selve sin Compakthed er en upassende Form for det speculative Indhold; eller hvorvidt det speculative Indhold ved selve sin Vidstrækkethed er et upassende Indhold for nogensomhelst kompakt Form.

III. Correspondance-Afdeling (fortsat).

IV. Boganmeldelses-Afdeling. Blandt de Værker, der forventes at blive anmeldte: det andet Hefte af Det logiske System af N. N., bekjendtgjort til Nytaar 1846 og derfor, til Tiden af Juli-Heftet, tilgjengeligt for Forhaands-Bekjendtgjørelses-Anmeldelse; Maanedsskrift for spekulativ Tankegang nævnt i nærværende Heftes Notice 8, der i Juli forventes enten at have udsendt sit første Nummer eller at have meddelt Grundene til Forsinkelsen; og et videre Bind af Sophiensens Prædikener, om Bekjendtgjørelsen af det andet Bind er bleven bekræftet.

V. Om Spørgsmaalet, hvorvidt et Tidsskrift, der modtager ingen Svar paa sin staaende Indbydelse, derved har modtaget Svaret, at intet Svar var at levere, en Artikel foranlediget af Udgiverens voxende Mistanke, at Tausheden hos de Hindenforgaaede, betragtet som et Sokratisk Phænomen, indeholder meer philosophisk Information, end nogen Række af Svar, hvor veltalende end, kunde have meddelt.

Fjerde Hefte, fremkommende i Efteraars-Qvartalet, October 1845

I. Afsluttende Resumé af det første Bind, hvori Udgiveren vil samle saadanne Resultater, som de fire Hefter ved deres cumulative Virkning have frembragt; Resuméet vil blive udsendt i to Registre, det positive (hvori de opnaaede Resultater skulle nedfældes) og det negative (hvori de ikke-opnaaede Resultater skulle nedfældes), idet Udgiveren ved Erfaringen af de første tre Hefter er bleven ledet til at mistænke, at det negative Register maaskee er det meest substantielle.

II. Redactionelle Reflexioner over Tidsskriftets første Aars Drift, hvori Udgiveren vil tillade sig en stille Time til at overveie, hvorvidt Experimentet i det Hele har været værd at gjennemføre; hvorvidt det dannede Publikum er bleven tjent ved det; og hvorvidt et andet Bind bør paabegyndes.

III. Correspondance-Afdeling (afsluttende).

IV. Boganmeldelses-Afdeling (afsluttende).

V. Person- og Standpunkts-Register nævnt i de fire Hefter af det første Bind, med Krydshenvisninger til den Side, paa hvilken hver Person første Gang fremkommer, og til den Side, paa hvilken hvert Standpunkt er meest fuldstændigt navngivet (hvor en saadan meest-fuldstændigt-navngiven Side ved saadan Operation lader sig identificere).

Subscriptions-Vilkaar, Gjentagne

De fire Hefter af det første Bind sælges ved Subscription til Prisen af fire Rigsdaler tre Mark, betalt forud til Forlæggeren. Enkelte Hefter kunne erholdes til Prisen af een Rigsdaler to Mark stykket. Subscribenter ville modtage Hefterne pr. Post eller, efter deres Forkjærlighed, kunne afhente dem fra Forlæggerens Etablissement paa Udgivelsesdagen.

Udgiveren benytter Anledningen til at optegne, at Tidsskriftet paa nærværende Skrivelses Dato har modtaget tre og halvfjerds Subscriptioner til det første Bind, et Antal, som Udgiveren betragter som tilstrækkeligt til at berettige Fortsættelsen gjennem de fire projecterede Hefter, men utilstrækkeligt til at berettige Paabegyndelsen af et andet Bind. Den dannede Læser, der endnu ikke har subscriberet, indbydes til at overveie Sagen og at meddele sin Beslutning før nærværende Qvartals Udløb; de, der allerede have subscriberet, indbydes til at omtale Tidsskriftet for deres Venner, der ved Udgiverens Overtalelse ved anden Haand maaskee, haaber Udgiveren, kunne bringes til den Beslutning, som Udgiverens directe Overtalelse i deres eget Tilfælde ikke har bragt dem til.

Notabene beder Læseren om Overbærenhed for een afsluttende Reflexion.

Det Tidsskrift, han nu har fuldendt, er paa sin Overflade en Anmodning om Belæring. Det beder de Hindenforgaaede om at specificere deres Bestemmelsessteder; det beder Mediatorerne om at specificere deres Procedurer; det beder Systematikerne om at specificere deres første Principer. Det første Hefte er bleven distribueret; Anmodningerne ere blevne registrerede; Svarene, saadanne som de ere, ere blevne trykte i Correspondance-Afdelingen, hvor Læseren kan inspicere dem og danne sin egen Dom om deres Tilstrækkelighed.

Jeg vil tillade mig kun denne ene Bemærkning, som Læseren har Frihed til at afskedige som Indfaldet af en Udgiver overtræt af sit første Heftes Production: at Anmodningerne efter fire Maaneder af Circulation have frembragt intet Svar af den anmodede Slags. Standpunkterne ere ikke blevne navngivne. Procedurerne ere ikke blevne specificerede. De første Principer ere ikke blevne aabenbarede. Flere af mine Correspondenter have, med beundringsværdig Høflighed, undslaaet sig at svare paa den Grund, at Svaret er i Bevægelse; een har undslaaet sig paa den Grund, at Spørgsmaalet er upassende for en Toldembedsmand; een har svaret med Katechismens Standpunkt, hvilket jeg taknemmeligt erkjender, men hvilket ikke, det maa siges, er, hvad de Hindenforgaaede skulde svare.

Jeg drager ingen Conclusion af disse Resultater. Jeg er ikke Manden til at drage Conclusioner; mit Embede er at spørge, og at trykke saadanne Svar, som modtages. Jeg vil tillade mig alene Antydningen af en Conclusion, som Læseren maa antage eller forkaste, som han behager: at Tausheden hos dem, der ere gaaede ud over Hegel, som Reaction paa den simple Anmodning, at de skulle sige, hvorhen de ere gaaede, selv er et Svar; og at det Svar, det udgjør, ikke er det, de paa nærmere Eftertanke vilde ønske at give. Den Sokratiske Procedure har siden sin Stiftelse været en Procedure for at fremkalde netop de Svar, som Respondenten ikke havde til Hensigt at give og ved Inspektion vilde foretrække ikke at have givet. Den Sokratiske Procedure bestod ikke i at fremlægge Lærdomme, men i at stille Spørgsmaal, der blottede Fraværet af Lærdom hos dem, der havde bekjendt sig til den. Nærværende Tidsskrift foreslaaer — ikke af nogen Prætention paa den Sokratiske Værdighed, men af den simple Nødvendighed af, at dets Udgiver ikke forstaaer, hvad der bliver sagt omkring ham — at anvende Proceduren paa Hovedstadens philosophiske Samtale, og at trykke Resultaterne.

Det første Hefte er Procedurens første Afdrag. Det andet Hefte, naar det fremkommer, vil være det andet. Det tredie og fjerde, i deres Sæson, ville være det tredie og fjerde. Ved Slutningen af det første Bind vil Udgiveren trykke et Resumé af, hvad der til den Tid er blevet sagt og hvad der ikke er blevet sagt, og vil overlade Læseren at danne sin Dom. Udgiveren forventer ikke at være Philosophien nærmere paa den Dato, end han er paa nærværende; han haaber dog, at Hovedstadens philosophiske Samtale til den Tid vil være bleven nogenlunde tydeliggjort, om end alene i den negative Form af en registreret Manglende-paa-at-svare paa de Spørgsmaal, der ere stillede den.

Læseren skal selv dømme. Jeg anbefaler det første Hefte til hans Taalmod og beder ham at subscribere.

Nicolaus Notabene

Faaes hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel. Andet Hefte forventes at udkomme i April Maaned. Subscriptioner modtages.